Er spiral mere sikker end p-piller?

Gå tilbage til bloggen
Udgivet den 07 oktober, 2021

Har du overvejet, om du skal have en spiral? Og måske er du interesseret i at vide, hvor sikker en spiral er sammenlignet med p-piller? Her på siden kan du læse mere om lige netop dette.

Der findes mange forskellige former for prævention. De fleste former har både fordele og ulemper, og det er forskelligt fra person til person, hvilken type prævention, man foretrækker.

Hvad er en spiral?

En udbredt måde at forhindre graviditet på, er ved at tage p-piller. Men mange er måske ikke klar over, at man også kan få en spiral.

En spiral er en lille t-formet stav, der sættes op i livmoderen. Herfra afgiver spiralen enten hormoner eller kobber alt efter, om man har en hormonspiral eller en kobberspiral.

Spiralen sættes op af en læge, og den kan sidde i livmoderen i op til 8 år alt efter, hvilken type man vælger. Man kan godt opleve ubehag, når spiralen sættes op, men til gengæld virker præventionen med det samme.

Nogle af fordelene ved en spiral er, at den:

  • virker med det samme
  • beskytter i mange år frem
  • er 98-99% sikker
  • kan bruges af alle kvinder
  • kobberspiral er en god mulighed for dem, der ikke ønsker prævention med hormoner

Kobberspiral eller hormonspiral?

Der findes to typer af spiral - kobberspiral og hormonspiral. Kobberspiralen indeholder ingen hormoner, hvilken gør den til et oplagt valg for personer, der ikke ønsker at bruge prævention med hormoner. En kobberspiral virker i 5-8 år, hvilket betyder, at man sjældent skal bekymre sig om prævention.

Med en kobberspiral afgives der små mængder af kobber, hvilket ændrer miljøet omkring livmoderhalsen. Dette gør, at sædceller ikke når frem til et æg, og at ægget ikke kan sætte sig fast.

En hormonspiral virker ved, at spiralen afgiver hormonet gestagen. Dette hormon gør, at man ikke bliver gravid. Hormonspiralen virker i op til 5 år, hvilket betyder, at den typisk holder lidt kortere tid sammenlignet med en kobberspiral.

I tilgift kan en hormonspiral være med til at formindske blødningen ved menstruation. Nogle kvinder oplever endda, at menstruationen næsten forsvinder helt.

Sikkerheden ved kobberspiralen er 98%, og ved hormonspiral er sikkerheden 99%. Man er derfor godt beskyttet mod graviditet, når man bruger en spiral.

Ikke beskyttet mod kønssygdomme!

Når man har en spiral, skal man være opmærksom på, at man ikke er beskyttet imod kønssygdomme. Der er faktisk meget få former for prævention, som beskytter mod kønssygdomme. Et kondom eller et femidom er nogle af de eneste måder, hvorpå man kan sikre sig imod dem.

Hvis man har sex med forskellige partnere, kan man ikke altid sikre sig, at ens partner er fri for kønssygdomme. Derfor er det vigtigt altid at bruge kondom.

Hvad er sikrest?

Så er spiral mere sikker end p-piller? P-piller har en sikkerhed på 99%. Dette er dog kun, hvis man husker at tage pillerne! Hvis man glemmer en pille en dag eller flere dage, så er man ikke beskyttet mod graviditet. Det er derfor vigtigt, at man husker at tage sin p-pille hver dag.

Dette problem har man ikke med en spiral, da den bare sættes op og virker i mange år. Hormonspiralen er en tand mere sikker end kobberspiralen. Hormonspiral og p-piller er på den måde lige sikre, hvis man husker sin p-pille hver dag.

Uanset om man vælger p-piller eller spiral, er det vigtigt, at man beskytter sig mod kønssygdomme ved at bruge et kondom.