Hvorfor glider kondomet af?

Gå tilbage til bloggen
Udgivet den 05 oktober, 2021

Kondomet er en af de mest sikre former for prævention på markedet, da den ikke blot beskytter imod en eventuel uønsket graviditet, men også imod overførslen af kønssygdomme. De fremstilles i flere forskellige materialer – alt fra latex til naturgummi – og det rulles blot på mandes penis efter rejsning men før sex.

Det er som sagt utroligt effektivt – dog kun hvis kondomet bliver på under hele forløbet. Og af og til sker det altså, at kondomet glider af. Hvorfor sker det, og hvordan kan du undgå det? Lige netop det kan du læse meget mere om lige her.

Derfor glider kondomet af

Kondomet er noget, som langt de fleste, der er seksuelt aktive, er bekendte med. Og mange har måske også hørt historier – eller selv oplevet – at kondomet kan glide af under samleje. Det kan skyldes flere ting.

Kondomets størrelse

Først og fremmest kan det skyldes, at I bruger et kondom, der er for stort til mandens penis. Hvis kondomet er for stort, så vil elasticiteten ikke være særligt effektiv, og kondomet sidder ikke ordentligt fast.

Kondomet skal dog heller ikke være for småt, da det vil stramme om mandens penis og dermed tage fra hans oplevelse under samleje. Sørg i stedet for at finde netop den størrelse, der passer bedst til ham.

Kondomet tørrer ud

Det kan også skyldes, at kondomets holdbarhed og elasticitet svækkes på grund af tørhed. Her kan en vandbaseret glidecreme hjælpe jer, da den forstærker både holdbarheden og elasticiteten. Derfor anbefales det at bruge en vandbaseret glidecreme i tilfælde af tørhed i skeden, analsex og samleje under menstruation, da menstruationsblod faktisk kan udtørre gummiet.

Kondomet opløses

Det kan også skyldes, at I bruger en oliebaseret glidecreme. Både olie, vaseline og bodylotion opløser gummiet, og dermed øger I risikoen for at kondomet går i stykker. Derfor er det altså bedst, hvis I benytter jer af en glidecreme, der er helt eller delvist vand- og silikonebaseret.

Benyttelse af kondomet

Sidst kan det også skyldes, at I ikke har helt styr på, hvordan kondomet bruges ordentligt, og hvordan I påfører det. Hvis det er tilfældet, så kan I med fordel øve jer, inden det skal rulles på en partner, men ellers er det faktisk utroligt simpelt.

Først ruller du kondomet en smule ud, blot for at se, hvilken vej det skal rulles på. Herefter klemmer du luften ud af den lille gummidut, der er i enden af kondomet, trækker forhuden tilbage og ruller kondomet på. Når du kommer til forhuden, så skuf det lidt frem igen, inden du ruller kondomet helt ned, og sørg også hele tiden for, at der ikke kommer luft ind i kondomet.

Det er desuden vigtigt, at mandens penis er fuldt erigeret, når I ruller kondomet på. Ellers vil det ikke sidde rigtigt, og det vil have nemmere ved at glide af under samlejet.

Sådan opnår du den bedste beskyttelse med kondom

Kondomet er som sagt en af de bedste former for prævention på markedet i øjeblikket både i forhold til at beskytte mod uønskede graviditeter og videregivelse af kønssygdomme. Denne beskyttelse er dog ikke garanteret, hvis kondomet ikke bruget ordentligt. Glider kondomet af under samlejet, så beskytter det ikke længere mod hverken graviditet eller kønssygdomme.

Derudover vil det heller ikke beskytte jer, hvis der går hul på kondomet. Det kan I undgå ved ikke at opbevare det i pungen eller lommen, ved at benytte jer af en vandbaseret glidecreme samt ved at passe på med negle, smykker og andet skarpt i nærheden af kondomet.

I kan desuden øge sikkerheden yderligere ved at kombinere kondomet med en anden form for prævention som for eksempel p-piller. Teoretisk set vil en graviditet i så fald være udelukket.