Sådan kommer du dig over utroskab

Gå tilbage til bloggen
Udgivet den 25 september, 2021

En affære er det ultimative bedrag i ægteskabet, og derfor er der også mange, der enten aldrig kommer sig over, eller også skal bruge utallige timer i parterapi, før de kan komme sig over det. Det er nemlig ikke så vigtigt, hvor mange undskyldninger og forklaringer din partner kommer med for hvorfor de gjorde som de gjorde, det er ofte flere års tillid, der skal genopbygges - og det sker altså ikke lige fra den ene dag til den anden!

Hvis du og din partner arbejder på at komme jer over utroskab, så er der tre faser, som I skal igennem - og dem kan du læse mere om lige her.

Først og fremmest skal I gøre jer denne overvejelse

Inden I begynder at arbejde jer igennem jeres utroskab, så overvej, om det er det værd - eller rettere sagt, om det er det, I vil. I nogle forhold sker utroskab af en årsag, og hvis ikke jeres ægteskab fungerede, så handler det måske i virkeligheden om at komme videre - også selvom I har utroligt meget kærlighed for og til hinanden.

Desuden kommer I ikke særligt langt med jeres ægteskab, hvis det kun er den ene af jer, der er indstillede på, at det kan og skal reddes. Begge parter skal gå ind til dette med alt de har - ellers kommer I aldrig i mål.

Er I der, så kan I blot fortsætte og blive klogere på, hvordan I arbejder jer igennem dette bump på vejen.

Fase 1: Krise og chok

Først og fremmest er der mange følelser i spil: svigt, bedrag, forfærdelse og mange andre negative følelser flyver rundt i kroppen på dig. Din krop går i overlevelsestilstand - kæmp eller flygt er de to vi kender bedst, men typisk vil du faktisk gå i frys. Spil død og lad som om problemet går væk af sig selv. Desværre er det ikke særligt produktivt, og det virker ikke.

Det er helt i orden at føle alle de her ting, og det er faktisk vigtigt, at du gør det. Målet med denne proces er blot at nå frem til accept. Og så kan I tage den derfra.

Tag evt. et par dage væk fra hinanden, hvor du får tid til at bearbejde dine følelser. Græd, spis is, se kærlighedsfilm. Og gå så en tur. 

Hvis ikke du kommer igennem den første fase, så kan du ikke nå videre til fase to, og så bør I gå tilbage dertil, hvor I overvejer, om det kan reddes.

Fase 2: Forståelse og indsigt

Kommer du igennem første fase, så skal du tilbage til din partner. Du skal lave en kop te eller kaffe, og I skal sætte jer ved spisebordet og se på hinanden, mens I drikker jeres te eller kaffe. Og I skal snakke sammen. Du skal høre på, hvorfor de gjorde, som de gjorde. Og de skal være åbne og fortælle, hvorfor de gjorde som de gjorde. Der er ikke noget, der hedder “det ved jeg ikke” her. “Det ved jeg ikke” er ikke et svar, som nogen af jer kan bruge til noget.

Den samtale i får hen over teen eller kaffen kommer til at gøre ondt, og det kommer til at kræve meget af jer begge to. Men hvis I får en konstruktiv samtale, så kan I gå videre til fase tre.

Fase 3: En ny fremtid

Når I har haft en konstruktiv samtale, så har i udgangspunktet for jeres nye fremtid. Nu ved du, hvad de manglede fra dig i forholdet, og du har også haft mulighed for at fortælle dem, om du manglede noget, samt hvad du har brug for fra dem, så du føler dig tryg i forholdet.