Mycoplasma genitalium

Alt du bør vide om Mycoplasma genitalium

Mycoplasma genitalium er en kønssygdom, der smitter med bakterien Mycoplasma i og omkring genitalierne – dermed navnet Mycoplasma genitalium. Det er en seksuelt overført sygdom, der både smitter mænd og kvinder.

Mange kender ikke til de forskellige kønssygdomme som de kan risikere at blive smittet med, og dette er en af de mindre kendte som du bør beskytte dig selv imod.

Er du heller ikke helt skarp på, hvad Mycoplasma genitalium er for en størrelse, så kan du læse mere lige her og blive klogere på netop denne seksuelt overførte sygdom.

Hvilke symptomer medfører Mycoplasma genitalium?

Symptomerne på Mycoplasma genitalium minder meget om de symptomer, du får, hvis du har klamydia. Det vil sige, at du vil opleve udflåd og svie ved vandladning. Symptomerne er dog ofte svage hos begge køn.

Yderligere vil næsten halvdelen af dem, der bliver smittet, slet ikke opleve nogen symptomer overhovedet, hvorfor det er en svær kønssygdom at komme af med, da det ikke er alle, der lader sig teste for den. Hvorfor teste sig for noget, du ikke kan mærke er der?

Hvis symptomerne viser sig, så vil det typisk være 7 til 14 dage efter smittetidspunktet.

Derfor giver det god mening at lade sig teste hver gang, man har haft ubeskyttet sex i form af sex uden et kondom eller femidom, hvis ikke det er med en fast partner.

Hvordan behandles Mycoplasma genitalium?

Kønssygdommen kan relativt nemt behandles med antibiotika. Når først behandlingen er gået i gang, så vil infektionen som regel forsvinde relativt hurtigt efter. Dog er omkring 40% af infektionerne resistente overfor standardbehandlingen, så derfor er det klart fordelagtigt at beskytte sig fremfor at behandle efterfølgende.

Hvad sker der, hvis ikke Mycoplasma genitalium behandles?

Der kan være følgevirkninger, hvis ikke du får infektionen behandlet, når du først er smittet. Følgevirkninger hos mænd og kvinder er dog ikke helt ens.

For kvinder kan infektionen sætte sig i livmoderhalsen og give en yderligere betændelse her. Det kan sidenhen føre til underlivsbetændelse, såfremt sygdommen får lov til at udvikle sig. Bakterien spreder sig nemlig fra livmoderhalsen og op til livmoderen, hvorefter den går til både æggestokke og æggeledere.

Hos mænd kan bakterien sprede sig og udvikle en betændelse i bitestiklerne. Der kan også opstå betændelse i blærehalskirtlen.

Hos både mænd og kvinder kan sygdommen overraskende nok føre til en betændelsestilstand i leddene, der kaldes for reaktiv artrit. Her er symptomerne smerter i leddene, så hvis du pludselig oplever dette, bør du opsøge læge og evt. lade dig tjekke for kønssygdomme.

Hvem er særligt udsatte for kønssygdommen?

Mycoplasma genitalium rammer særligt dem, der har mange skiftende seksuelle partnere og ikke benytter sig af beskyttelse i form af et kondom eller et femidom, samt dem, der dyrker ubeskyttet samleje både analt, vaginalt og oralsex. Det er nemlig en barrierebeskyttelse som kondom eller femidom, der beskytter dig mod denne sygdom.