Fnat

Fnat er en hudsygdom, der er blevet en smule tabubelagt og næsten regnes for at være en sexsygdom, fordi det overføres fra person til person ved tæt kropskontakt.

Sygdommen opstår på grund af scabiesmider, der også kaldes fnatmider, der graver gange i huden og lægger æg dernede. De giver hurtigt en irriterende og generende kløe, og langt de fleste får også røde prikker og små blærer af det. Det ses primært på fingrene og hænderne.

Fnat behandles relativt nemt og effektivt; dog kræver det, at du følger instruktionerne nøje.

Hvorfor er fnat problematisk?

Fnat er en problematisk hudsygdom, fordi den minder om så mange andre hudsygdomme rent symptommæssigt, og fnatmiderne er så små, at de ikke kan ses med det blotte øje. Derfor kan diagnosen være svær at stille, og hvis ikke den bliver stillet, så kan det hurtigt sprede sig til flere og flere. Det kan skabe hele epidemier, hvilket også er set førhen. Det er nok også af denne grund, at den næsten har samme negative ry som sexsygdomme.

Hvordan kan du selv behandle fnat?

Der er nogle ting, som du selv kan gøre, hvis du vil behandle fnat. Først og fremmest bør du vaske dit sengetøj, dine håndklæder og alt dit tøj ved 60 grader, så miderne ikke sidder i tøjet. Alternativt kan du også lade det stå i 4 døgn ved rumtemperatur og lav luftfugtighed, uden at der bliver rørt ved det eller i en hel uge ved lavere temperatur og høj luftfugtighed.

Større beklædningsgenstande som for eksempel overtøj, samt tæpper, puder og madrasser, bør du lufte godt og køligt.

Herefter stiller du også dette væk i minimum 3 dage eller evt. helt op til en uge, hvis du vil være helt sikker på, at der ikke gemmer sig en fnatmide i det.

Hvis en fnatmide ikke er i kontakt med hud, vil den dø i løbet af 4 døgn. Derfor er dette anbefalingen. At lade dine ting stå i helt op til en uge er kun, hvis du vil være helt sikker på, at der ikke skulle gemme sig en standhaftig fnatmide iblandt dine ting.

Medicinsk behandling

Hvis du er blevet diagnosticeret af en læge, så vil du også blive tilbudt medicinsk behandling. Her får du en creme, der skal smøres ud over hele hudoverfladen - med undtagelse af ansigt og hårbund. Det er hele familien og alle, som du har været i nærkontakt med, der skal behandles på denne måde, uanset om de viser symptomer på fnatmider eller ej. Det skal foregå samtidigt, både med cremen, men også med tøjvask. Ellers vil risikoen for at fnatmiderne overlever nemlig være større. Dette skal gøre to gange med en uges mellemrum for at behandlingen er effektiv. Det er en smule ubelejligt og besværligt, men der er desværre ikke en bedre løsning, og det er trods alt bedre, end hvis fnatmiden spreder sig til endnu flere.

Hvis ikke behandlingen virker, så opsøg egen læge igen. Det kan være, at diagnosen var forkert, og du skal behandles på anden vis.